ÅRSBERETNING 2011 – v/Formand Jens Arne Thomsen

Når vi ser tilbage på året der er gået siden sidste generalforsamling, så er det jo et år, der ikke er væsentligt anderledes end så mange andre, dog med begrænsning af nye tilslutninger, som jo må tilskrives den globale krise, for hvis man ser på renten i dag, så skulle byggeriet og dermed udstykninger jo køre i højeste gear, hvis bankerne var ligeså villige til at låne penge ud, som man var for 5 år siden.

TILSLUTNINGER

Vi har i årets løb tilsluttet 21 nye brugere, 12 grunde på ny Sandfeldvej, Rema 1000, det nye fjernvarmeværk mm. Ved Fakta er der minus 5 forbrugere da Fakta er bygget på 6 forbrugeres grunde.

FORBRUGERE I ALT pr. 31.12.2011: 2722 

Der er i årets løb udpumpet 743.447 m3 vand, hvoraf der er afregnet for 674.407 m3 vand incl.. Uhre Vandværk, der aftog 576 m3, -ca. 20 000 m 3 mindre en året før. Det samme billede tegnede sig sidste år, så forretningen skrumper stadig, vi har nu snart halveret udpumpet vandmængde siden de glade dage uden vandmålere.

VANDSPILD

Vi har haft et spild på 9 % hvilket gør at vi ikke skal betale straf afgift, da man jo må have 10 % før der skal betales, men der er stadig fuld opmærksomhed på spild, da 9 % jo er det samme som godt 70 000 m3, det er stadig meget vand. Til sammenligning kan nævnes at i Norge, Sverige og England ligger spildprocenten på 30-50 % men de bliver ikke straffet for det som vi gør i Danmark, hvor vi jo er meget kreative når det gælder skatter og afgifter.

MÅLERE

I 2011 havde vi 5 partier målere der skulle kontrolleres, det dækker over 614 målere, heraf indsendes 108 målere til kontrol og der skulle efterfølgende skiftes 16 målere.

I indeværende år skal 2 partier på 314 målere kontrolleres og der indsendes 64 målere til kontrol.

VANDPRØVER

Der er taget 4 prøver på Petersborg, 7 på Blichersvej, 12 hos forbrugerne, og 4 i boringer, i alt 27 prøver uden anmærkninger.

BRUD.

Der er i året løb fundet og udbedret 9 brud, det er 4 mindre end de 4 foregående år, hvor det har ligget på 13 brud.

REGNSKAB.

Regnskabet for 2011 udviser et underskud på knap 30 tusinde kr. det er ikke med vor gode vilje men som tidligere nævnt får vi dikteret en indtægtsramme som skal overholdes og vor formue skal kanaliseres tilbage til forbrugerne og derfor skal vi have underskud indtil formuen er væk, derefter skal vi låne til div. investeringer, og så vil vandprisen stige igen. Det er mod al sund fornuft hvor vi altid har sparet op før vi har brugt pengene, men det er desværre ikke nutidens finanspolitik som vi jo ulykkeligvis er underlagt.

GEBYR/VANDSEKTORLOV.

Som alle ved har vi jo fået en ny regering der vil kickstarte Danmark, og det gør man blandt andet ved at hæve afgifterne på vand. Vi har tidligere givet 6.25 Kr. i afgift pr. m3 vand, fra 1. januar 2012 er prisen 6.54 Kr. og samtidig har man afskaffet det gamle amtsgebyr og erstattet det med et drikkevandsgebyr på 84 øre, i alt en stigning på ca. 75 øre pr m3 vand.

Vi har i 2012 sænket vandprisen ca. 1.15 Kr. staten napper 75 øre, men stadig en mindre pris i forhold til 2011 på ca. 40 øre pr m3.ialt incl moms. Og så kan man spørge, hvorfor sætte prisen ned når der er underskud i forvejen, det er jo kun for at vi også til næste år kan frembringe et underskud og holde os inden for den fastsatte indtægtsramme.

Det er lovgivningens påfund og vi arbejder jo stadig under forsyningssekretariatets regel tyranni, som vi jo har omtalt tidligere, og der er nok ikke mange der er i tvivl om, at vi i den grad er sat under en administration der i høj grad, beklikker de frivillige bestyrelsers evner til at drive vandværk, alt bliver dikteret til mindste detalje.

Den nye vandsektorlov har i indeværende år fungeret i 3 år og man har lovet en evaluering på loven efter 3 år.

For at tilkendegive vor utilfredshed med loven har Fenger og undertegnede været til møde med socialdemokraten Mogens Jensen, sammen med andre vandværker i region midt i vandværksforeningen FVD’s regi. Det var en meget positiv Mogens Jensen, men derfra og til at alle er overbevist er der lang vej.

For yderligere at definere vor holdning har vi skrevet til 20 personer i regeringens miljøudvalg, og har hørt fra 1/3, de fleste får mange mails og kan ikke nå at besvare alle, men tager det med i deres videre arbejde (tak for det), og endelig en V-politiker der, målrettet arbejder for at de private vandværker skal løftes ud af systemet, formentlig ved at bundgrænsen på 200 000 m3 udpumpet vand, hvor alle derover er omfattet af loven, i bedste fald kan hæves så de private vandværker slipper fri. Men -men

Grunden til sure miner i private vandværker, er jo at man over en periode på 10 år hvor pristallet er steget 19 %, har dokumenteret at prisen for vand fra private vandværker kun er steget med 13 %, eller ca. 30 % mindre end pristallet. I samme periode er vandet fra kommunale værker steget med 44 %, så her er der besparelses potentiale. Ydermere er prisen for at være underlagt forsyningssekretariatet den samme om man udpumper 200 000 m3 eller man udpumper 2 mil m3, så det gør ondt på det lille vandværk.

RENOVERING.

I 2011 er sidste etape af en renovering af værkerne afsluttet, da vi fik udskiftet ventiler ved for filtrene og fik etableret automatisk udskylning af filtrene, samtidig er PLC styring og SRO overvågning også udbygget med denne funktion.

Vi har besluttet at vore rentvands tanke skal efterses og rengøres i 2012 så vi ved, at vi hælder godt vand på rene tanke, og denne proces vil indgå i en fast rutine hver 5 år, ligesom tilstandsrapporten på værkerne.

Vi har fjernet den gamle vandværksbygning på Blichersvej, som stod og forfaldt, og der er sået græs i området.

EVT. TILTAG I 2012

Vi ved, at vi skal flytte af en del vandledninger på grund af udvidelse til motorvej rundt om byen, det er jo sådan at vi ligger som gæst hos vejvæsnet, og må flytte os, hvis der skal ændres på vejføringen.

Måske skal nogle af rørene på Gunvors Vej skiftes, da det forlyder at fjernvarmen, skal lægge nye rør i området.

Vi har planer om at etablere nyt skyllebassin på Blichersvej, da der både er problem med indtrængende grundvand og i perioder udledning af brunt skyllevand som ikke når at bundfælde.

PERSONALE.

Hvert år når vi holder generalforsamling er vi blevet et år ældre, det er Agner også og han har været med til så mange generalforsamlinger at han nu er moden til at gå af og nyde sit otium, Agner har meddelt, at han fratræder sin stilling den 10. august. Ikke nok med at Agner går på pension, men han har også 40 års jubilæum, som ansat på Brande Vandværk, så det er ikke et sted, hvor man løber fra pladsen. 40 år er lang tid og der er sket utrolig meget i disse år, der er bygget nyt værk på Petersborg, ledningsnettet er udvidet med mange kilometer, vi har fået vandmålere, begge værker er senere gennem renoveret, vi har fået SRO overvågning, EDB, digitalt kortmateriale, og meget mere, listen er lang, men du har forstået at følge med i alle tiltag og samtidig holdt et vågent øje med behov for renovering af ledningsnet og værker. Jeg forstår godt at du vil slappe af nu, det har ikke været specielt sjovt at have med vanddrift at gøre de sidste 3 år, - der er kommet så meget administration at der hvor vi tidligere havde brug for en håndværker, er det i dag en betingelse med en person der kan fortolke og behandle alt det papir der bliver smidt i hovedet på os på grund af den nye vandsektorlov. Vi vil gerne sige dig tak for lang og tro tjeneste, og håber at du og Jytte må få nogle gode traveture i de Østrigske bjerge, som du jo holder meget af. Der vil på et senere tidspunkt blive holdt en ”farvel og goddag” reception.

Når Agner holder er der jo en, der skal tage over, og som sagt så har vi lagt stor vægt på det administrative, så vi har ansat en, som har erfaring med drift af virksomhed med dertilhørende papirarbejde og personalehold, og samtidig har et godt kendskab til Brande Vandværk gennem bestyrelsesarbejde, -velkommen til John Nielsen, som vi glæder os til at arbejde sammen med fremover. John får selvfølgelig en periode sammen med Agner, for at få nedfældet det Agner ”går med i hovedet”. Det betyder så også at John træder ud af bestyrelsen og en ny skal ind.

Jeg vil gerne til slut sige tak til vore samarbejdspartnere, tak til personalet og tak til bestyrelseskollegaer, for godt samarbejde i årets løb.

Bestyrelsen Brande Vandværk a.m.b.a.